At Indrømme Sandheden
Jeg er kunstner. De tre ord har det taget mig 46 år at indrømme overfor mig selv. Jeg har endnu ikke evnet at sige dem højt til nogen, udover min kæreste.
I stedet svarer jeg altid det jeg ‘skal’ svare. F.eks. jeg er ‘cand.mag. i medievidenskab og multimedie designer’. Det er altid det sikre svar. Det lyder som om jeg så er ‘et godt stykke oppe i det sociale hieraki’. Og som om jeg har truffet ‘gode og kloge valg’ ift. mit liv. Det giver smil, nik og en følelse af ‘ok, så kan vi godt fortsætte samtalen’. Især i de perioder hvor jeg har kunne tilføje ‘og arbejder som adjunkt på et erhvervsakademi’.
På det seneste har jeg dog i stedet måtte tilføje: ‘men jeg har været nede med stress, så pt. kører jeg som chauffør på deltid’. Hvilket giver en helt anden reaktion, af usikkerhed og flakkende blikke. (Ha ha ha… life is funny that way..it really really is..).
Problemet er dog at begge dele i virkeligheden slet ikke er den fulde sandhed. For jeg er, har altid været, og vil altid først og fremmest være: Kunstner.
Først og fremmest er jeg dog: Musiker (det mest ufine af dem alle), men også fritænker, blogger og forfatter. Tilsammen er dét mit virkelige DNA. Og det er også i den rækkefølge det er prioriteret. Alt det andet, alt det ‘rigtige’ jeg uddannede mig til, er dog heldigvis superfedt og super nyttigt, nu hvor jeg mere og mere endelig står ved hvem jeg i virkeligheden er, og hele tiden har været.
For jeg kan bruge kompetencerne fra de fine papirer til at lave plakater med, til at lave CD covers, til at skrive smarte tekster med, til at gøre mine blog indlæg lidt mere skarpe sprogligt, osv. Så jeg fortryder ikke mine uddannelser, tværtimod. Jeg er lykkelig for dem.
Men det er bare ikke dén label, der i virkeligheden beskriver hvilket udtryk og hvilket ind-tryk, netop denne her sjæl, kom for at give til verden, i sin relativt korte tid, som en glød på nattehimlen.
Musiker, fritænker, blogger og forfatter er dog også noget af en smøre, så i stedet vil jeg øve mig i fremover at prøve at få fremstammet den bredt favnende samle-betegnelse: kunstner.
Men hvorfor er det så forbistret svært for mig, og for tusindvis af mennesker med lignede indre DNA at få sagt det ene ord? Og hvorfor starter jeg denne artikel med at sige, at livet som kunstner er et af de sværeste og modigste livsvalg man kan tage?
Jeg tror at det nærmeste man kan komme en kort oneliner forklaring, på så vidtgående et spørgsmål er: Fordi du kommer til at rejse alene og uden noget landkort. Og så fordi du vælger et liv, hvor succes begrebet ikke er så ligetil, som inden for ethvert andet af de mere ‘normale’ livsvalg / livsbaner.
Det betyder også at du vil komme til at opleve megen hovedrysten og overbærende smil fra dine omgivelser. Hvis ikke din kunst har ligget nr. et på en hitliste, eller været smækket op i ansigtet på folk to hundrede gange i et TV program, så er du jo ikke blevet kendt endnu. Og dermed er du og din ‘kunst’, i mange tilfælde, allerede dømt ude og kastet i papirkurven under ‘drømmer’ eller ‘arbejdsløs’.
Så ikke alene kommer du til at rejse alene, og uden landkort (fordi du er nødt til at opbygge din egen skæbne og din egen vej som kunstner) – du vil også opleve en livslang forvirring og, i værste tilfælde, stiltiende fordømmelse fra de mennesker du har omkring dig.
Jeg husker stadig hvordan jeg som 17 årig en dag tog mod til mig og fortalte min mor at jeg ‘nok i virkeligheden var musiker’ og at jeg ‘aldrig ville behøve mere end min syntheziser og en sequencer, fordi så følte jeg at jeg havde en 70 værelsers lejlighed at leve i’, og hvordan jeg græd, da det blev tydeligt for mig at intet i hende for alvor forstod hvem jeg var, eller at jeg prøvede at få opbakning til mit livsvalg.
Dén sætning, er normalt en vi hører fra folk der springer ud af skabet med deres sexualitet, men den er i høj grad også gældende når man springer ud som kunstner.
Jeg vidste godt at hun blot elskede mig, og at samfundets normer var så massivt mejslet ind i hendes psyke, at ideen om at bakke det op som en mulig levevej slet ikke kom på tavlen for hende. Men derfor gjorde det nu stadig ondt alligevel.
Skønhed Er Ikke Trendy i En Tidsånd Der Er Proppet Med Drone-Musik Og Kattevideoer
En anden udfordring du vil møde, hvis du en dag beslutter dig for at hoppe ud af skabet og faktisk forfølge dine ambitioner og drømme som kunstner, er tidsånden. Aldrig har vi levet i en mere flakkende og konstant omskiftelig, swipe-baseret, virkelighed.
Alting får 1-2 sekunder, og er vi ikke enten brudt sammen af grin eller tårer inden da, swipes der nådesløst videre.
Vinderne bliver derfor altid de samme: Katte der vælter andre katte ned af bordet, fugleunger der reddes heltemodigt af et menneske, drone / slave musik der lyder nøjagtig som de foregående 52 boom + et clap numre (med tekster om guld og ‘ass’), eller videoer med folk der danser sanseløst som zombier, imens de har bræk udover deres skjorter, samt, naturligvis, indhold omhandlende muskler, bryster eller rumper. And thats about it.
For de fleste mennesker, udgør ovenstående en meget stor del af deres bevidsthed anno 2020’erne.. tilsæt frygt, implanterede karriere ambitioner og et fasttømret sæt af medie inducerede sort / hvide ideer om verden, og sættet (bevidsthedens indhold) er komplet. Ikke for alles vedkommende naturligvis, men for ganske mange.
Som kunstner er det endnu en barriere du må prøve at tackle efter bedste evne. Og her forfalder man nemt til at pakke sin kunst ind i det samme absurde vanvid som tidsånden først og fremmest ser ud til at elske. Jeg gjorde det selv da jeg fik Casper fra ‘spørg Casper’ til at blive hovedstjernen i min musikvideo ‘ Feel Alive’. Resultatet udeblev heller ikke, videoen kom på forsiden af Gaffas hjemmeside på premieredagen, og blev hurtigt set over 6000 gange. Du kan se den virkeligt morsomme og groteske video lige her:
Hvis playeren ikke vil starte i din tablet, kan du blot se videoen via dette link i stedet: https://youtu.be/nVf7gCukMM4
Det lyder måske ikke af meget, men når vi taler ny musik i Danmark, så er det mange, kan jeg afsløre. Så imens at folk lo af Caspers vanvid, lyttede de til min musik. Og det skal man vide som kunstner i dag – i første omgang er man blot et tilbehør. ‘Et eller andet som lissom er der i baggrunden og sån’. Det er ofte præmissen, ihvertfald til at begynde med.
Hvorfor Du For Enhver Pris Må Og Skal Blive Ved – Alligevel
Så – hvorfor så blive ved med at lave sin musik, eller sin kunst, med alle ovenstående modstande koblet ind over billedet?
Svaret er delt op i to dele. Den første del er den banale og åbenlyse: Du bliver ikke lykkelig, eller tilfreds med dit liv hvis du lader være. Hvis du udelukkende danser den slavens dans du er født og programmeret til at danse, for matrix verdenens fløjtespillende rottefængere (den såkaldte elite der snylter af og profiterer på selve din livsenergi / arbejdskraft).
Hvis du udelukkende gør dét, og pakker selve din ånd og sjæl sammen – så bliver livet tomt og meningsløst. Fordi du bliver ikke til den smukke blosmt, den helt unikke skabning, du blev podet i din ånd til at blive. Og dét er smertefyldt.
Den anden del af svaret, er at verden SKRIGER på lige netop alle de ting en kunstner kan give til verden. Først og fremmest SKRIGES der i disse år på den dybe skønhed og de store følelser en kunstner kan skabe.
I mit eget virke satte jeg alt ind på at skabe skønhed, da jeg i samarbejde med en top video fotograf og en kvindelig model, rykkede ud til det forrevne og smukke vindblæste landskab på Fyns Hoved, for at optage min anden musikvideo: Nightglider. Du kan nyde den kæmpe stemning, og de utroligt smukke billeder til dén video lige her:
Hvis playeren ikke vil starte i din tablet, kan du blot se videoen via dette link i stedet: https://youtu.be/Lw4qjhtbArk
Udover længslen efter skønhed, som er undgåelig i en tid fyldt med konstante quick fixes, og en reelt næsten total bedøvet befolkning – er der en længsel efter mening.
Mening er ikke altid noget en kunstner med garanti kan levere, men igennem kunsten, musikken og skønheden, kan vi minde folk om at den findes. Det rette stykke musik, eller den helt rigtige video, eller det helt utrolige maleri, minder os nemlig om den ene ting, som alle de flimrende snapchat videoer, i de fleste tilfælde undlader at give næring til: Vores sjæl og vores ånd.
Så dérfor skal du blive ved, og aldrig give op. For verden har brug for dig kære kunstnersjæl. Den har brug for din adgang til dybderne, til den svævende og storslåede skønhed, til den tvivlende og melankolske skrøbelighed og til selve åndens ufattelige evne til at undslå sig kynismens, fascismens og ligegyldigens konstant mere kvælende kløer.
Af alle disse årsager, og flere til, vil jeg for altid lave musik / kunst, i enten den ene eller anden form.
– Og jeg vil opmuntre dig som mærker samme ild i dit indre til at gøre det samme.
Bliv ved – fordi det du giver til verden er fantastisk, modigt, smukt, og meget vigtigt.
Nysgerrig På Mere Musik? – Følg Min Johannesson FB Side Her!
Hvis du gerne vil følge med i musikken, vil jeg foreslå dig straks at hoppe over til min ‘Johannesson’ musikerprofil på FB og like den. På den måde er du altid med i loopet, også når min næste plade engang udkommer. Du finder og liker siden lige her: https://www.facebook.com/johannessondk/
