Vi er ikke imod ekstremisme, vi er imod islamisk ekstremisme

Skrevet af og hentet fra: Du er Journalist, bragt her med tilladelse.

Det er rendyrket ondskab, når galninge i Paris dræber 12 mennesker. Men det er ikke ondskab, når vores vestlige politikere dræber mere end hundredtusind uskyldige børn, kvinder og mænd i Irak, eller udsætter tusindvis af forsvarsløse mennesker for bestialsk tortur.

Vi kalder det terror, når ekstremister bomber en bus, et tog, eller et par højhuse. Men når vores politikere smadrer det ene land efter det andet, med endeløse bombardementer og ulovlige angrebskrige, så kalder vi det noget andet. Hvorfor er det helt i orden, at vi dræber og lemlæster hundredetusinder af uskyldige mennesker, men forkasteligt, når andre dræber sølle 12?

Under terroraktioner i Vesten oplever vi, via medierne og på tryg afstand, et splitsekund af krigens rædsler. Rædsler, som vort militær nu på femtende år dagligt udsætter millioner af uskyldige mennesker for. Vi terroriserer og traumatiserer den ene befolkning efter den anden, i lande, som vi på falsk og ulovligt grundlag trænger ind i.

Vi kræver galninge, som dem i Paris, fanget og straffet omgående. Medierne går i højeste alarmberedskab, når vi en sjælden gang udsættes for terror. Aviserne følger jagten på de mistænkte tæt, og bringer side efter side om de enkelte ofre for forbrydelserne. Vi føler os truede, vi er bange. Vi føler omsorg for ofrene, og had til dem, som medier og politikere fortæller os har begået mordene. Vi er pludselig ligeglade med rettigheder og retssystem, og kræver dødsstraf uden rettergang, henrettelse for åben. Vi skriger på hævn.

Men vi har tilsyneladende ingen medfølelse for de mange ofre for vores egen terror. Vi kræver ikke deres mordere straffet. Og navnene, på ofrene for Vestens terroraktioner, bliver aldrig nævnt i medierne. De får aldrig smarte og trendy hashtags opkaldt efter sig. Ingen går på gaden i sympati for dem.

Vores vestlige ledere har på løgnagtigt grundlag bombet, invaderet, besat, og tilintetgjort det ene forsvarsløse og uskyldige land efter det andet. De har frihedsberøvet, tortureret, og lemlæstet et svimlende antal uskyldige mennesker. Men det er ikke ondskab.

Torturbødlerne i Guantánamo, amerikansk fangehul og koncentrationslejr på Cuba, tvangsfodrer indsatte gennem endetarmen. Listen af uhyrligheder og umenneskelig behandling som er foregået, og stadig foregår på dette sted, er lang. Men hvis den grusomme tortur, der foregik i Abu Ghraib-fængslet, ikke er ondskab, hvad er så ondskab?

Det udråbes ikke som ondskab, eller et angreb på ytringsfriheden, når vestlige angrebshelikoptere nedskyder børn og journalister på gaden i Bagdad.

Når Israel dræber fire drenge, som spiller fodbold på en strand, er det ikke ondskab. Når Israel bombarderer og beskyder den indespærrede befolkning i Gaza, er det heller ikke ondskab.

Men det er det til gengæld, når små modstandsgrupper gengælder, og skyder tilbage med hjemmelavede raketter.

Det rydder ikke avisernes forsider, når USA og Vesten bomber bryllupper og begravelser. Det er ikke ondskab, når vi bruger klyngebomber eller kemiske våben. Vores massakrer, f.eks. i Fallujah i Irak, vedhæftes aldrig ordene ondskab eller terror. DR-Byens journalister holdt ikke et minuts stilhed for de 14 kvinder og 21 børn, som USA dræbte i Al-Majalah i Yemen i 2009. Informations journalister synger ikke lange, bange morgensange, når Obama smider journalist Abdulelah Haider Shaye, som afslørede forbrydelsen, i et fangehul i Yemen på ubestemt tid.

Medierne er ikke ligefrem fulde af historier om, hvordan vi selv dagligt terroriserer og traumatiserer børn, unge og gamle i Mellemøsten. Dronerne hænger tungt over dem, nat og dag, evigt summende af tilfældig død. De amerikanske bødler sidder på tryg afstand, bag computerskærme, og dræber mennesker på baggrund af bevægelsesmønstre eller mistænkelig adfærd. Amerikanske krigsskibe sender Hellfire-missiler afsted mod markedspladser, cafeer, skoler, landsbyer.

Ingen i disse områder tør længere komme ofrene for vores bomber til undsætning. USA og CIA udfører nemlig gerne et opfølgende angreb kort efter det første. Et angreb, som skal gøre det af med de mistænktes medborgere, familier, venner, ambulancefolk, læger, og andre tilfældige mennesker. Er den slags skræmmetaktik ikke netop terrorisme?

Tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen var en af hovedmændene bag det massive bombardement og angreb, på et af Afrikas mest velfungerende lande, Libyen. En såkaldt humanitær intervention. Vi efterlod landet i ruiner, og indsatte morderiske galninge som de nye ledere. Vi ved, at Libyen i dag er nedsunket i kaos og vold. Vi ved stadig ikke, hvor mange tusind uskyldige libyere vi slog ihjel. Det interesserer ikke journalisterne eller politikerne. Men vi ved til gengæld alle præcis, hvor mange der døde i angrebet på Charlie Hebdo. Vi kender hvert af ofrenes navne. Vi sørger over dem, som var de familiemedlemmer.

Vi har travlt med at fordømme og straffe andres ondskab, men ikke vores egen. Bush, Cheney, Rumsfeld, Blair, Anders Fogh og Per Stig er stadig på fri fod. De er aldrig blevet afhørt eller sigtet for deres krigsforbrydelser. Medier og borgere kræver dem hverken afsat eller straffet. Tværtimod, de fik indsatsen godkendt og blev alle genvalgt. Der er forskel på brune og hvide terrorister.

Vi forsøger at sætte os ind i den hvide terrorists tankegang, for at forstå hvad der drev ham til at gøre det. Eksperterne analyserer barndom og opvækst, studerer hans vaner ned i mindste detalje. Vi leder efter forklaringer, noget der kan undskylde hans gerninger. Ifølge terrorforsker Magnus Ranstorp, var Anders Breivik “et produkt af forældrenes skilsmisse, computerspil og et konsekvensløst liv på internettet, tilsat personlighedsafvigelser.” Den kristne massemorders far havde “sympatier for Arbeiderpartiet, som sønnen rettede sine angreb imod. Måske var et ultimativt faderopgør en del af det«.

De muslimske terrorister affærdiges derimod konsekvent som dyrisk primitive og ondskabsfulde monstre.  Eksperterne forsøger ikke at finde ud af, hvad der driver dem til deres handlinger. Ranstorp har nøje gennemlæst hele Breiviks 1.500 sider lange manifest. Men terrorforskere, journalister og politikere har ikke gidet læse Osama bin Ladens på kun fem sider.

Det er der ingen grund til. De hader vores demokrati, frihed og ytringsfrihed. Der er ikke mere at komme efter. Danske politikere lytter hverken til terrorister eller eksperter. De vil overhovedet ikke vide hvad der motiverer ekstremister, som f.eks. dem i Paris:

»Vi skal ikke forsøge at finde en forklaring på terroren«, var statsminister Helle Thorning-Schmidt og DF-formand Kristian Thulesen Dahl enige om i sidste uge, hvortil førstnævnte endda tilføjede: »…nogle mennesker lever bare af at hade os andre«.

Det er skræmmende, at vores modvilje overfor en smule kritisk selvrefleksion er så udtalt. Politikerne taler om flere penge til PET og øgede beføjelser til at overvåge, registrere og kontrollere.

Den talende klasse tror, at alt handler om ytringsfrihed og vil bare gerne trykke Muhammed-tegninger igen, igen og igen. Fælles for dem er, at de ret kategorisk nægter overhovedet at forsøge at forstå, hvad terroristerne faktisk er drevet af.

At forstå terroristerne er at forstå os selv. Måske er det derfor, at vi er så fuldstændig uinteresserede i at vide noget om dem.

Al-Qaedas motiv for terrorangrebene i USA i 2001, var “Vestens støtte til angreb på muslimer i Somalia, støtten til russiske krigsforbrydelser mod muslimer i Tjetjenien, støtte til Indiens undertrykkelse af muslimer i Kashmir, jødiske overgreb på muslimer i Libanon, tilstedeværelsen af amerikanske tropper i Saudi-Arabien, USAs opbakning til Israel, og Israels overgreb mod palæstinenserne, og sanktionerne mod Irak fra 1990 til 2003.” Sanktioner som, ifølge UNICEF, var skyld i 500.000 irakiske børns død. Sanktioner, som gik hårdt ud over hele den irakiske befolkning. Det taler vi heller ikke om. Den slags anser vi ikke som ondskab.

Terroristen må ikke hævne sig. Men det må vi godt. USA og Vesten sønderbombede og besatte i første omgang Afghanistan og Irak, som hævn for Al-Qaedas sabotageaktion i New York og Washington, og lod hævnen gå ud over millioner af mennesker.

Vestlige og danske politikere og medier skreg forrige sommer på et hævnangreb på mod Syriens præsident, Bashar al-Assad. Det var simpelthen for galt, at han slog tusindvis af uskyldige syrere ihjel. Udenrigsminister Villy Søvndal var overbevist om, at Syrien også havde brugt kemiske våben, for han havde nemlig set et Youtube-klip med nogle savlende børn. Alle var enige om, at et vestligt bombeangreb blot ville forværre situationen, og forårsage mere meningsløs død og ødelæggelse. Men det var politikere og chefredaktører fuldstændig ligeglade med: Bombes skulle der fandeme! De ville have hævn. Men hævn for hvad? Hævn for drab på uskyldige kvinder, børn og mænd?

Men hvad med os borgere, alle vi millioner af Charlier? Vi synes at have valgt side. Vi marcher stolt i gaderne, arm i arm med vore vestlige politikere. Militante politikere, som angriber både uskyldige mennesker og ytringsfriheden. Vi genvælger disse statsterrorister, som har sat en hel verden i brænd. Vi støtter de folkevalgte ekstremister, som terroriserer forsvarsløse befolkninger verden over. Politiske terrorister, som skider på internationale love og menneskerettigheder.

Når der sker et terrorangreb i Vesten, bebrejder vi straks samtlige verdens halvanden milliard muslimer, selvom de har lige så lidt forbindelse til gerningsmændene, som vi har forbindelse til Anders Breivik. Men i modsætning til verdens muslimer, så stemmer vi på vores politiske ekstremister. Vi stemmer sgu på dem! Vi finansierer deres endeløse krige og besættelser. Vi legitimerer deres tortur. Vi er på deres side, vi er vilde med deres dans. Vi drikker gerne en øl med dem.

Vi har ikke sagt fra overfor det årelange massemord på hundredetusinder af mennesker, som vort glorværdige militær er i gang med at udføre. Vi støtter Kurt Westergaard, Charlie Hebdo, Jyllands-Posten, og alle de andre Muhammed-tegneres små-racistiske muslimhetz. Hån, spot, og latterliggørelse. Vores ondskab er skam god nok.

Vi har set det hele ske før. Som Arthur Silber skriver, følger vi på tragisk vis det samme historiske mønster: først latterliggørelse, dernæst dæmonisering, og til sidst udryddelse.

Det er ikke ondskab, når vi gør det. Vi er ikke imod terror, når det rammer mennesker i den muslimske verden. Vi er ikke imod ekstremisme, vi er imod islamisk ekstremisme.

STØT MIT ARBEJDE: Du kan støtte mit arbejde med en lille månedlig donation / støtte via Patreon. Du kan når som helst gå ind og annullere din støtte igen. Danjohannesson.dk får NUL mediestøtte og er 100% afhængig af private støtter. Din hjælp er således afgørende for sidens og FB kanalens arbejde. KLIK på knappen herunder for at støtte danjohannesson.dk: